Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Sådan nedbringes dødeligheden: Rettidig omhu og øje for detaljer

Jan. 2019 | Af LOUISE GREGERSEN, freelancejournalist

  • 103205_1
  • 103205_2

Ifølge privat svinerådgiver og underviser Nicolai Thørner kan dødeligheden nedbringes med fokus på småting, der skal tages i opløbet.

Ledskader, bylder på biklovene og røde rumper hos smågrisene. Det er bare nogle af de ting Nicolai Thørner hyppigt ser, når han kommer rundt i besætningerne. Selvom det måske virker som småting, så er det vigtigt at have øje på detaljerne, mener han.

-Det er småting, men det skal tages relativt hurtigt, fordi de er så følsomme dyr, siger Nicolai Thørner, der har 20 års erfaring med at passe grise, både som driftsleder og nu som praktisk underviser.

Han tilbyder praktisk undervisning til de ansatte i staldene, og det er der brug for, mener han.

-Det er primært udenlandsk arbejdskraft, og mange af dem har ikke erfaring med så store besætninger. De mangler en faglighed, og det kan ses på, hvordan skaderne udvikler sig, siger han.

Klove skal klippes

En af de meget typiske skavanker, som Nicolai Thørner ser i de sobesætninger, han besøger, det er biklovene, som bliver for lange.

-Biklovene bliver for lange, så soen begynder at støtte på dem, det giver ledskader og bylder. Der dør rigtig mange grise på den konto, forklarer han.

Derfor er det vigtigt, at man får klippet biklovene i tide, før det bliver et problem, forklarer han. Nicolai Thørner ved at det ikke er noget, man typisk forbinder med at passe grise, det at gå og klippe negle. Men det er vigtigt, at det ikke udvikler sig, slår han fast.

Mere end medicin på vandet

På samme måde ser han ofte røde haler og rumper i klimastaldene.

-Sådan en som grisen her, hvis den ikke bliver behandlet, så begynder den at få bylder op ad ryggen, siger han og viser en af smågrisene frem med en hævet og betændt rød hale.

Han oplever ofte, at medarbejdere tror, at det nytter udelukkende, at behandle dyrene gennem vandet.

-Det nytter ikke noget, at man ikke holder øje med småtingene, for de kan hurtigt udvikle sig, og så betyder det meget på bundlinjen, siger han.

Fokus på søerne i farestalden

Det er ikke kun pattegrisene, der skal nurses i farestalden, det er ligeså meget søerne. Har soen et fornuftigt spændt yver? Hvordan ser maven på soen ud? Har soen en smule udflåd?

-Hold øje med soen. Udflåd er et faresignal, der skal handles på, siger Nicolai Thørner, som har øje for alle detaljer i farestalden.

-Rettidig omhu, som Mærsk ville have sagt det. Det gælder også her. Man skal komme problemerne til livs inden de når at bliver for voldsomme. Der dør rigtig mange grise på den konto, at småting ikke bliver behandlet i tide. Det er der ingen grund til, slutter Nicolai Thørner.

Nicolais gode råd til at nedbringe dødeligheden

1: Rettidig omhu:

Hav et øje på de små skavanker, som umiddelbart virker ubetydelige. De kan udvikle sig hurtigt og blive alvorlige for grisen.

2: Klip neglene:

Selvom det ikke virker som en vigtig del af at passe grise, så er det en god idé at holde biklovene nede i længden, så de ikke kommer til at skabe problemer. De kan give ledskader og sår, hvis de bliver for lange.

3: Hold øje med søerne i farestalden:

Udflåd fra soen, er det et faresignal. Hold øje med om soen har et fornuftigt, spændt yver og en normal mave.

Læs Hyo på

Desktop

Desktop

Tablet

Tablet & Smartphone

Nyhedsbrev

Nyhedsbrev

E-avis

Print og iPaper

reklame