Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

SOS ny sundhedsovervågning

Apr. 2019 | Af TOM NERVIL DTU

  • 104507_1

Svin - Objektiv Sundhedsovervågning (forkortet SOS) er et nyt diagnostisk system fra Center for Diagnostik DTU til overvågning af sobesætninger og slagtesvin. Et system som markant øger værdien af laboratorie- og besætningsdiagnostik.

SOS er udviklet til at påvise de mest relevante vira og bakterier for dansk svineproduktion i én samlet analyse. Samtidig understøtter det kvaliteten af dyrlægens rådgivning og dermed muligheden for at målrette vaccinationer og management, optimere fodringen og reducere anvendelsen af antibiotika.

De infektioner, der kan medføre sygdom hos svin, findes i de fleste større besætninger. De giver ikke nødvendigvis anledning til klinisk sygdom, men kan påvirke produktiviteten og eventuelt bane vejen for alvorlige sekundære infektioner. Det betyder for eksempel, at et virus kan påvises i en besætning uden at give anledning til sygdom, mens forekomsten af samme virus i en anden besætning eller anden aldersgruppe kan være forbundet med alvorlige kliniske symptomer og større produktionstab. Resultater af laboratorieanalyser kan derfor være vanskelige at tolke for både rådgiver og producenter, og dette medvirkende til, at laboratoriediagnostik anvendes forholdsvis sjældent.

citat start

Resultater af laboratorieanalyser kan være vanskelige at tolke, hvis man kun tolker ud fra en enkelt indsendelse.

citat slut

Data giver grundlag for indgriben

Ideen med det nye system er, at værdien af laboratoriediagnostik kan øges ved at gennemføre systematiske undersøgelser i den enkelte besætning, så der opnås et løbende overblik over, hvad der ?normalt? findes af infektioner i hvilke aldersgrupper, og hvordan dynamikken er i besætningen. Disse data kan rådgiveren vælge at relatere til produktionstal, øvrige sundhedsdata, kliniske registreringer og antibiotikaforbrug og derved øge muligheden for at identificere de specifikke årsager til sygdom og underproduktion. Dermed kan man gribe ind med en fokuseret indsats.

Systemet har været afprøvet i en række svinebesætninger, og her har man blandt andet oplevet overraskelser ? som for eksempel fravær af virus, der har været vaccineret for i årevis, og omvendt infektion med virus der har banet vejen for sekundær infektion med alvorlige kliniske symptomer.

Hvorfor anvende SOS?

Med systemet har dyrlægen løbende oversigt og kan følge med i, hvilke sygdomme og infektioner der florerer i besætningen. Dyrlægen får oversigter med tabeller og diagrammer i en månedlig tilsendt rapport, der viser udvikling over tid inden for de enkelte aldersgrupper.

På baggrund af de specifikke infektioner, der bliver fundet i besætningen, kan dyrlægen træffe et informeret valg af vacciner og desuden vælge det mest optimale vaccinationstidspunkt i forhold til, hvornår infektionen opstår i besætningen med hensyn til alder og tidspunkt på året. Dyrlægen får støtte til sin rådgivning ved at relatere klinik, produktionsdata og management med data fra objektiv sundhedsovervågning.

Enkelt og ligetil

For dyrlæge og landmand er det gjort nemt, idet alt prøveudtagningsmateriale inklusiv emballage til forsendelse, samt udførligt vejledningsmateriale sendes i én samlet pakke til den pågældende besætning.

Med baggrund i dyrlægens vejledning og det medfølgende vejledningsmateriale udtager landmanden prøvematerialet, pakker det, og sender det retur til Center for Diagnostik DTU. Efter analyse på DTU sendes resultaterne til dyrlægen, så alle data er klart til det næste rådgivningsbesøg i besætningen.

SOS introduceres til danske dyrlæger og besætninger, og vil løbende blive videreudviklet blandt andet med analyser for parasitter. Center for Diagnostik DTU kan også bistå anvendelsen af besætningsdata for at give et samlet overblik over besætningens samlede sundhedsprofil.

Læs Hyo på

Desktop

Desktop

Tablet

Tablet & Smartphone

Nyhedsbrev

Nyhedsbrev

E-avis

Print og iPaper

reklame