Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Mobil grise-hytte med løbegård

Jun. 2017 | Af RASMUS DALSGAARD

  • 95586_1.jpg
  • 95586_2.jpg
  • 95586_3.jpg

Gårdejer viste nyt frilandskoncept til grise på Roskilde Dyrskue.

På Roskilde Dyrskue viste gårdejer Esben Ingerslev fra Helsinge en mobil grisehytte med løbegård, som er hurtig at flytte og dermed giver grisene mulighed for dagligt at få et friskt græsstykke at rode i.

- Konceptet giver grisene mulighed for at udfolde deres naturlige adfærd, siger Esben Ingerslev.

citat start

...Konceptet giver grisene mulighed for at udfolde deres naturlige adfærd...

citat slut

Hytten havde dansk debut på Roskilde Dyrskue, og Esben Ingerslev har hentet den på Gotland, hvor den er blevet afprøvet på en landbrugsskole.

- Hytten er udviklet af Magnus Nyman Lindö i samarbejde Instituttet för Jordbruks- och Miljöteknik i Uppsala, og den produceres af Magnus Nyman Lindö i Sverige, fortæller Esben Ingerslev.

Hytten er forsynet med et automatisk, programmerbart foderanlæg og en vandbeholder til vandforsyningen, som blot skal fyldes cirka én gang om ugen.

Forskellige størrelser

Flytningen af husene kan foregå med en traktor eller ved hjælp af egen motor, og strømforsyningen til motor og foderanlæg kommer fra solpaneler, som oplader hyttens batterier.

De mobile hytter med løbegårde fås til såvel søer som til opdræt af slagtegrise og fremstilles i to størrelser med plads til henholdsvis 25 og 50 grise ad gangen.

Opdræt af grise i mobile hytter med løbegårde opfylder ifølge Esben Ingerslev alle krav til økologi og dyrevelfærd.

- Hytten er den optimale måde at sikre grise på friland dyrevelfærd og sundhed, og erfaringerne fra anvendelsen af systemet har vist, at grisene i et sådant system i hele deres opvækst generelt er sunde og raske og derfor på intet tidspunkt har behov for behandling af sygdomme med antibiotika med mere, siger Esben Ingerslev.

Hegn på meder

Løbegården er monteret på hytten og opbygget af hegnselementer, der er forsynet med meder, så de glider let hen over marken, når hytten trækkes frem.

- Grisene er renlige dyr, så de efterlader deres gødning i den bageste del af løbegården, og når hytte og løbegård flyttes, søger grisene frem mod det nye, friske græsstykke, som kommer til syne, fortæller Esben Ingerslev.

Der er således ingen problemer med at få dem til at følge med frem, og dermed træder grisene ikke i deres eget møg i forbindelse med flytning af hytten.

Esben Ingerslev anbefaler én flytning hver dag, så grisene hele tiden forsynes med et frisk græsareal, de kan rode i.

- Det er god dyrevelfærd, mener Esben Ingerslev.

Gårdbutik

Grisene og de mobile hytter er et nyt tiltag for Esben Ingerslev.

Hidtil har dyreholdet på det 44 hektar store landbrug bestået af 30 stykker skotsk højlandskvæg, 40 får med lam samt 200 æglæggende høns, og alle produkter sælges i gårdens egen gårdbutik, farmersmarket.nu.

Efter Roskilde Dyrskue bliver hytten taget i anvendelse som et demonstrationsprojekt med 25 grise på friland på Esben Ingerslevs økologiske gård, Heldgård, i Helsinge i Nordsjælland.

Læs Hyo på

Desktop

Desktop

Tablet

Tablet & Smartphone

Nyhedsbrev

Nyhedsbrev

E-avis

Print og iPaper

reklame