Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Vejen til en robust rapssort

Jul. 2019 | Af ANDERS MELCHIORSEN

  • 105848_1

Mange års arbejde ligger bag, inden en ny rapssort kommer på markedet. Limagrain giver et indblik i virksomhedens hybridforædling.

Der ligger mange år, timer og mennesker bag, når en ny rapssort kommer på markedet. Her er det en blanding af genetik, resistens og mange forsøg, der er drivkraften for at finde en rapssort, der både giver højt udbytte og kan klare fremtidens ekstreme vejrforhold.

I 2019 er Europas mest udbredte rapssort hybridsorten, LG Architect, forædlet af Limagrain. Men før sorten har opnået den prominente titel, ligger der mange års arbejde bag. Der er samlet mellem fem og syv års arbejde bag en hybridrapssort, og det er en meget lille del af de oprindelige krydsninger, der ender på markedet. Det skriver Limagrain. Der bliver startet ud med flere tusinde krydsninger, der trinvis med forsøg skæres ned til omkring 30 til 50 testsorter, hvoraf disse igen skæres ned til 5-10 hybrider i den lovbestemte værdiafprøvning. Efter to års test i værdiafprøvning og et år i landsforsøg, står én eller to sorter tilbage, der udbydes til salg.

- Med hybridforædling prøver vi at ramme genetik, der skal nedsætte behovet for kemi og stadig sikre et godt udbytte. LG Architect er den første rapssort i Europa, der er virusresistent overfor rapsrødsot, skulpeopspring og Phoma. Den er også med til at sætte fremtidens standard, hvor nye hybridsorter altid vil have de tre specifikke resistensgener og kun får tilført nye, siger Thomas Jacobsen produktchef for raps, korn og bælgsæd hos Limagrain, om deres hybridforædling.

rich-media-1
Tyske Dr. Stefan Abel står for forædlings- og forskningsprogrammet hos Limagrain, som ligger i Hannover, Tyskland. Foto: Limagrain.

Resistente hybridsorter

Et godt eksempel på succesfuld hybridforædling, er resistente hybridsorter, der er resistente overfor udbytte-nedsættende virus, som LG Architect er, skriver Limagrain.

År tilbage var det almindeligt, at landmændene behandlede deres vinterraps med et fungicid, specifikt rettet mod phoma (rodhalsråd). I dag er en stærk resistens, standard i alle hybridsorter. Derudover kan hybridteknik kombineres, og derfor kan man med hybridforædling pulje resistensgenerne, hvilket ikke er muligt med linjesorter.

Skal holde til ekstreme vejrforhold

Virusresistens i hybridforædling er kommet rigtig langt på få år. Nu kigger forædlere mod et mere globalt problem. Klimaet. Sidste år oplevede danske landmænd den værste tørke i 99 år. Afgrøderne led under manglen på vand, og det gik ud over udbytterne. Thomas Jacobsen fortæller, at når man kigger på nye rapssorter anno 2019, er klimatolerans et vigtigt parameter for sortens succes.

- Det eneste vi ved i Danmark er, at vejret næste år ikke kommer til at ligne vejret i år, og derfor skal en rapssort være robust i alt slags vejr og klima. I Limagrain tester vi vores hybrider gennem et netværk af forsøgssteder over hele Europa. De sorter vi sender på markedet repræsenterer forsøg lavet på tværs af et stort regionalt område. For eksempel i England, hvor der er meget vådt samt i Frankrig, Polen og Tjekkiet, hvor der er varmt og meget tørt, siger Thomas Jacobsen og fortsætter:

- I vores forsøg ser vi kritisk på, at den potentielle sort skal give godt i alt slags klima, ellers udvikler vi dem ikke.

Han fortæller også, at Limagrain for få år siden har udvidet testområdet til Finland for at undersøge rapssorternes overvintring i ekstremt kolde forhold.

rich-media-2
En af Limagrains mange forsøgsmarker i Tyskland. Limagrain tester nye rapssorter i over 20 lande i Europa. Foto: Limagrain.

Højt udbytte

En god rapssort for Limagrain er en sort, der giver et højt udbytte, har en god overvintring, har god klimatolerans og har nedsat behov for kemi for at klare sig godt. Thomas Jacobsen forklarer, at Limagrain kigger på BIG-data fra mere end 20 lande for at finde de rigtige hybrider, som landmanden kan købe.

- Vi har mere end 100 mand involveret i processen, fra vi har fundet en potentiel ny rapssort, til at landmanden kan købe den som udsæd. Lige nu kigger vi på fremtidens rapssort, hvor vi arbejder intensivt på at rykke udbyttet op uden behovet for mere kemi. Hybriden Artemis har vist et maksimalt potentiale på 7,4 tons. Jeg er sikker på, at inden for en overskuelig fremtid, kan tilbyde sorter med over 8 tons i forsøgene og stadig mere klimatolerante, siger Thomas Jacobsen.

Sidste år klarede en ny hybridsort LG Artemis sig ud af tørken med et gennemsnitligt udbytte på 6275 kg std. frø i landsforsøgene. Hybridsorten er en videreudvikling på LG Architect med de samme egenskaber, men er et skridt op ad innovationsstigen.

Læs Agro på

Desktop

Desktop

Tablet

Tablet & Smartphone

Nyhedsbrev

Nyhedsbrev

E-avis

Print og iPaper

reklame