Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Ny mastitis-test kan reducere forbruget af antibiotika

Jun. 2019 | Af SIMONE BALTHZERSEN

  • 105520_1
  • 105520_2

Der er udsigt til færre overflødige behandlinger af yverbetændelse og lavere antibiotikaforbrug med en ny test, som giver diagnose og forslag til behandling, før koen er ude af malkestalden. Testen forventes at være klar til brug om halvandet til to år.

En ny test skal sikre hurtig og præcis diagnosticering af yverbetændelse og effektiv behandling og dermed mindre forbrug af antibiotika.

Ved hjælp af et par dråber mælk og en lille chip, får landmanden svar på, om koen har yverbetændelse, hvilken bakterietype som er årsag til yverbetændelsen, og om koen skal behandles - og i så fald hvilken type behandling. Alt sammen inden koen er ude af malkestalden.

-Testen kan meget mere end en mælkeprøve, lyder det fra Sanne Ida Fisker, som er udviklingsmanager hos Dianova, hvor hun står i spidsen for udviklingen af testen CowSide Diagnostics.

Henter data fra kvægdatabase

Udover at bestemme hvilke bakterier en ko med yverbetændelse er inficeret med, og om det er resistente bakterier, så henter testen oplysninger om den enkelte ko fra kvægdatabasen.

For eksempel inddrages oplysninger om koens alder, laktationsstadie, celletal og hvad koen tidligere er blevet behandlet for og med hvad.

Disse data kobles med testresultatet, og ved hjælp af en app på mobiltelefonen modtager landmanden en behandlingsvejledning, få minutter efter han har taget testen.

-Ved mistanke om yverbetændelse skal landmanden ikke gennemgå hele beslutningstræet for at afgøre, om en ko skal behandles, og ikke mindst vælge den rigtige behandling - det klarer systemet, siger Sanne Ida Fisker.

-Hurtig og præcis diagnosticering giver landmanden mulighed for at indlede behandling tidligt og med det korrekte antibiotika, tilføjer hun.

Ved behandling af yverbetændelse med et bredspektret antibiotikum vil det fortsat kræve at dyrlægen udtager en mælkeprøve fra den pågældende ko inden behandling indledes. Men det vil systemet også give besked om.

Færre fejlbehandlinger

Lange svartider på dyrkningsprøver, eller behandling på baggrund af en besætningsdiagnose kan ifølge Sanne Ida Fisker resultere i, at landmanden indleder behandling med smalspektret antibiotika af en ko, som ikke burde behandles eller som skulle behandles med et bredspektret antibiotikum. Omvendt kan lange svartider betyde, at behandling indledes for sent.

Landmanden kan desuden give dyrlægen adgang til analysedata, der kan hjælpe dyrlægen og landmanden i forebyggelse og bekæmpelse af yverbetændelse.

-Ved at give dyrlægen adgang til analysedata, får dyrlægen et større indblik i hvilke bakterier landmanden slås med i besætningen, siger Sanne Ida Fisker.

Hun håber, at det på sigt bliver muligt at inddrage informationer om bedriften. For eksempel oplysninger om vejret, hvilken type sengebåse der er i stalden og hvilken type malkestald.

-Det vil give os en mulighed for at blive klogere på hvilke forhold, der har en betydning for, om køerne udvikler mastitis, siger hun.

Sådan virker testen

Testen består af en lille chip og et tilhørende bærbart apparat, som placeres et sted i malkestalden for eksempel på stangen med spande til malkeklude, så personen der malker har testen lige ved hånden.

Ved mistanke om yverbetændelse udtages en lille mængde mælk fra koen og anbringes på chippen, som herefter sættes i det bærbare apparat, som er forbundet til en smartphone via Bluetooth.

Dernæst aflæses chippen, og prøven analyseres, samtidig med at den henter data for den pågældende ko fra kvægdatabasen.

Ambitionen er, at fem til ti minutter efter, får landmanden svaret fra prøven i en app på telefonen.

-Hvis der skal testes på flere kirtler, skal landmanden blot dryppe mælk på en ny chip fra den næste kirtel og aflæse den. Selve aflæsningen tager få sekunder, forklarer Sanne Ida Fisker.

-Testen skal være så let at betjene, at alle kan bruge den, siger siger hun og tilføjer, at det samtidigt er vigtigt at udvikle et solidt apparat, der kan tåle at ligge i malkestalden, og som ikke fylder mere end en mobiltelefon.

Danmarks Tekniske Universitet (DTU) står for at udvikle produktet. Derudover står de for, sammen med Seges, at afgøre hvilke bakterier, som chippen skal kunne registrere.

Ifølge Sanne Ida Fisker vil den nye test også kunne udbredes til andre lande.

-Når vi har fået systemet ud på markedet, vil vi kunne lave seks til ti digitale ko-typer, som afspejler de ting, der influerer beslutningen efter mælkeanalysen. For eksempel om koen er lavt eller højtydende, hvor langt henne i laktationen koen er og om koen har haft mastitis for nyligt. Når en landmand fra eksempelvis Tyskland vil bruge analysen, kan han kategorisere sin analyserede ko som en bestemt type ko, og dermed få en anbefaling til behandling, forklarer hun.

Til gavn for alle

Hos Dianova forventer de, at prototypen er klar til at blive testet om seks til ni måneder.

CowSide Diagnostics skal afprøves i test-besætninger, som udvælges af Landbrug og Fødevarer, Seges.

-Vores opgave er at sørge for, at testen afprøves i praksis. Og så er vi med til at sikre, at testen kommunikerer med kvægdatabasen - det vil sige, at den henter de rigtige oplysninger, om lige præcis den ko, som der udtages mælkeprøve fra, siger Jaap Boes, som er afdelingsleder i Husdyrinnovation, Seges.

Han fortæller, at de i Husdyrinnovation, har meget fokus på yverbetændelse og på nedbringelse af antibiotikaforbruget i danske kvægbesætninger.

-Yverbetændelse står for en stor del af antibiotikaforbruget i kvægbruget, og den nye test kan medvirke til at færre køer behandles med antibiotika, og at vi kun behandler de køer, der har brug for det og med netop den medicin, de har brug for, siger Jaap Boes.

For både Sanne Ida Fisker og Jaap Boes er det vigtigt, at testen ikke bliver for dyr.

-Det skal være attraktivt for landmanden at benytte sig af CowSide Diagnostics, siger Sanne Ida Fisker.

Hun forventer, at testen kommer til at koste under 100 kroner.

CowSide Diagnostics udvikles i samarbejde mellem Seges, Dianova og DTU. Projektet løber over de næste halvandet til to år og Grønt udviklings- og demonstrationsprogram (GUDP) har bevilliget 8,7 millioner kroner til projektet.

Læs Bovi på

Desktop

Desktop

Tablet

Tablet & Smartphone

Nyhedsbrev

Nyhedsbrev

E-avis

Print og iPaper

reklame